Af Gustav Stubbe Arndal
The Marvels er en film, der læner sig op ad sin franchise. Det virkede måske som en god idé, da produktionen gik i gang i kølvandet på den verdensdominerende Avengers: Endgame (2019), men i årene siden er Marvel’s Cinematic Universe (MCU) gået fra en forudsigelig, men solid kvalitetsgaranti, til et rod af ufærdige idéer og flere tv-shows, end man har tid til. Uden det stabile fundament som MCU førhen var, står The Marvels vakkelvornt tilbage.
Det er næsten misvisende at kalde den en opfølger til Captain Marvel (2019), som introducerede den strålende kraftfulde Carol Danvers (Brie Larson) til MCU. The Marvels er nærmere en sæsonfinale/epilog til to (måske tre) tv-serier, som ikke havde meget at gøre med heltinden.
Eventyret begynder, da lederen af det nu svækkede Kree-imperium (og en af de mindst karismatiske Marvel-skurke til dato), Supremor Dar-Benn (Zawe Ashton), finder et armbånd med enorme kræfter. Hun åbner en ustabil portal, som skaber en underlig effekt, da Carol Danvers kommer i kontakt med den.
På den anden side af portalen er nemlig Monica Rambeau (Teyonah Parris), Carols adopterede niece fra første film, der blev introduceret som voksen astronaut i WandaVision (2021), hvor hun vækkede sine egne superkræfter. De to superkvinder begynder nu at bytte plads med hinanden, når de bruger deres kræfter… og med en pakistansk teenagepige fra jorden.
Vi så sidst Kamala Khan (Iman Vellani) i Ms. Marvel (2022), hvor den unge superhelte-fangirl arvede et mystisk armbånd, vækkede sine superkræfter og reddede New Jersey. Hendes armbånd er anden halvdel af det artefakt, Dar-Benn nu kontrollerer, så hun er snart ombord på sit idols rumskib for at redde universet.
Nick Fury (Samuel L. Jackson) er selvfølgelig også med; han hænger ud på en rumstation med Kamalas underligt uimponerede familie. Vi får også gensyn med de formskiftende Skrulls, sidst set i Secret Invasion (2023). Der er mange elementer i spil, men der er ikke plads nok til nogen af dem. End ikke til filmens hovedpersoner.
Der gemmer sig noget drama i Carol og Monicas anstrengte genforening, og der er heller ikke så lidt charme i Kamalas rolle som overivrig og helt forgabt sidekick til den mere garvede Captain Marvel. Men der er ikke plads til det, udover i småscener, der føles obligatoriske og vægtløse. Vi skal videre til næste planet, næste krise, næste computergenererede landskab.
Ikke at der er meget at finde på de planeter, der skal reddes. Hvor Guardians-filmene (2014-23) fyldte de kosmiske afkroge med liv og rustne laserpistoler, er der en kunstighed i The Marvels. Der er masser af sets, kostumer og makeup, men intet af det føles halvvejs ægte.
Actionscenerne er lige så hule. Man kunne få meget ud af, hvordan heltinderne konstant skifter plads på forkerte eller rigtige tidspunkter, men der er næsten ingen visuel opfindsomhed at finde. Carol Danvers, det rumskibseksploderende kavaleri fra Endgame, slås her med navnløse håndlangere, som af uvisse grunde kan tage flere slag fra hende.
Uden for kampene er det endnu værre. Folk står over for hinanden i flad belysning og snakker, mens kameraet klipper mellem medium og close-up i en rytme, der aldrig helt føles naturlig. Det er ikke svært at se, hvor problemerne kommer fra. Filmen er nærmest gennemsigtig.
Man kan se de utallige omskrivninger, der febrilsk måtte binde de mange elementer sammen. Man kan se, hvordan den kedelige belysning gav fleksibilitet til computereffekter i post-produktionen. Man kan se utallige investorer og producere hive filmen i alle retninger, og man kan knap ane de kunstnere, der forsøger at udtrykke sig gennem den altoverskyggende Marvel-maskine.
The Marvels er bundet til den maskine på hænder og fødder, og maskinen er i uorden. Filmen arver alle franchisens problemer, men ingen af dens styrker, så alt, der er tilbage, er publikums gode vilje. Men den forsvinder nok også snart. Som en døende sol over seriens hundrede syttende CGI-planet.
Kommentarer